Det faldt i Zakarias' lod at tjene ved det daglige røgoffer. Han tjente i det hellige, iført sin hvide præstedragt, for at skyen af røgelse sammen de forsamledes bønner kunne stige op for Gud og berede vej for røgen af brændofferet. På dette hellige sted, som blot ved forhænget var adskilt fra det allerhelligste, hvor Gud åbenbarede sin herlighed, fik Zakarias et dybt indtryk af den højtidelige og vigtige tjeneste, han udførte. Så snart han ringede med en klokke til tegn på, at ofret skulle lægges på brændofferets alter, indtog alle præsterne og levitterne deres bestemte pladser, i templets forgård. Zakarias og hans ledsager begynder deres tjeneste. Hans medarbejder lægger gløderne på alteret og går bort, så Zakarias er alene tilbage ved det glødende alter blandt de klare lamper, som altid brændte. Han strør røgelsen på gløderne, og vellugtende skyer stiger op som et symbol på Israels bønner, der fremføres for Gud fra alle jordens egene. Han deltager i deres bønner som en talsmand, der er udvalgt for folket. Han bekender sine egne og sin families synder så vel som folkets og beder, at Gud vil antage det lam, som nu skal ofres til forligelse for deres synd.