Ligesom Satan ledte Esau til at drage imod Jakob, vil han lokke de gudløse til at tilintetgøre Guds folk i trængselstiden. Og ligesom han rettede beskyldninger imod Jakob, vil han rette beskyldninger mod Guds folk. Han regner hele menneskeheden for at være sine undersåtter, men den lille flok, som adlyder Guds bud, vil ikke anerkende hans overherredømme. Hvis han kunne udslette disse mennesker fra jorden, ville hans sejr være sikker. Han ser, at hellige engle vogter dem, og deraf slutter han, at deres, synder er blevet tilgivet. Men han ved ikke, at deres sag er blevet afgjort i den himmelske helligdom. Han kender alle de synder, som han har fristet dem til at begå, og disse synder forelægger han Gud, idet han gør dem langt værre, end de egentligt er, og påstår, at disse mennesker i lige så høj grad som han selv har gjort sig fortjent til Guds vrede. Han erklærer, at Guds retfærdighed er afskåret fra at tilgive deres, synder og samtidig tilintetgøre ham og hans engle. Han hævder, at de er hans bytte, og forlanger dem udleveret, så han kan tilintetgøre dem.