På Wartburg hørte Luther, hvad der var sket, og sagde dybt bekymret: "Jeg har altid ventet, at Satan ville sende os denne pest." Han gennemskuede disse falske profeters sande karakter og så den fare, som truede sandhedens sag. Pavens og kejserens modstand havde ikke voldt ham så stor bekymring og sorg som den, han nu erfarede. Fra reformationens erklærede venner var dens værste fjender fremstået. De samme sandheder, som havde bragt ham så stor glæde og trøst, blev nu benyttet til at skabe strid og forvirring i kirken. I det reformeringsarbejde, hvortil Luther var blevet drevet af Guds Ånd, var han blevet ført videre, end han havde tænkt sig. Det havde ikke været hans hensigt at indtage den stilling som han nu gjorde, eller at foretage så radikale forandringer. Han havde kun været redskabet i den Almægtiges hånd. Alligevel bævede han ofte for resultatet af sit værk. Han har engang sagt: "Hvis jeg vidste, at min lære ville skade et menneske, blot et eneste menneske, hvor ringe og ukendt det end var, ville jeg tilbagekalde den, men det kan den ikke, for den er selve evangeliet."