Nær Betania, ved den nordlige ende af Galilæas sø, var der en afsidesliggende egn, prydet med forårets friske, grønne farver. Denne egn ville være et kært tilflugtsted for Jesus og hans disciple. I deres båd begav de sig derfor af sted til den anden side af søen. Her kunne de hvile, borte fra den urolige menneskemængde. Her kunne disciplene høre Kristi ord uden at forstyrres af farisæerne drillerier og anklager; her håbede de at kunne glæde sig en lille tid sammen med deres Herre.