Det jødiske folk havde fordærvet deres religion ved unødige ceremonier og sæder. Dette lagde en meget stor skat på folk, især de fattigere klasser. De var også under romernes trældom, og blev pålagt at betale skat til dem. Jøderne var ikke forligt med deres trældom, og så frem til deres nations sejr, igennem Messsias, den kraftfulde udfrier, som var forudsagt i profetien. De var snæversynede. De tænkte at Den der ville komme, ville påtage sig kongelig ære når han viser sig, og ved kæres magt, undertrykke deres undertrykkere, og tage Davids trone. Var de, med ydmyge sind og åndelig dømmekraft, studeret profetierne, ville de ikke have været i så stor vildfarelse, som at overse de profetier der pegede frem til hans første komme i ydmyghed, og misbruge dem som tale om sit andet komme med kraft og megen herlighed. Det jødiske folk var havde kæmpet for sin magt. De var ærgerrig efter verdslig ære. De var stolte og fordærvede, og kunne ikke se de hellige ting. De kunne ikke skelne mellem de profetier som pegede til Kristi første komme, og dem der beskrev hans anden, herlige tilsynekomst. Den kraft og herlighed som profeterne beskrev, der ville følge med hans andet komme, ventede de på ved hans første komme. Deres nationale ære var deres største nidkærhed for dem. Deres ærgerrige ønske var at oprette et timeligt rige, som de mente vil kunne underlægge romerne, og ophøje dem selv med myndighed og magt til at reagere over dem. De havde hovmodigt pralet over for dem som de var underlagt, at de ikke skulle undertrykke dem så længe; for deres regering ville snart begynde, som ville være mere ophøjet og herligt end endog Salomons regering.