Præsteskabet var blevet så fordærvet at præsterne ikke havde skrubler over at gøre de mest uærlige og kriminelle handlinger for at gennemføre deres planer. Dem som påtog sig ypperstepræstens embede lige før og under Kristi første komme, var ikke guddommeligt udpegede mænd til det hellige arbejde. De havde ivrigt tragtet efter embedet ved kærlighed til magt og opvisning. De ønskede en stilling hvor de kunne få myndighed, og praktisere bedrageri under en fromhedens forklædning, og derved undgå at blive opdaget. Ypperstepræsten havde en magtfuld og betydningsfuld stilling. Han var ikke kun rådgiver og mellemmand, men dommer; og der var ingen appelmulighed efter hans afgørelse. Præsterne blev holdt i tømme af romernes myndighed, og fik ikke magt til at bortskaffe nogen lovligt til døde. Denne magt påhvilede dem som var var herskere over jøderne. Fordærvede menneskers hjerter søgte efter ypperstepræstens fremtrædende embede, og fik den ofte ved bestikkelse og attentat. Iklædt sin helligede og dyre klæder, med brystplade på sit bryst, med lys glimtende på dyrebare stene, indlagt på brystpladen, havde ypperstepræsten det mest imponerende udseende, og slog samvittighedsfulde, oprigtige mennesker med beundring, ærbødighed og æresfrygt. På en særlig måde var det mening at ypperstepræsten skulle repræsentere Kristus, som skulle blive ypperstepræst for evigt, efter Melkisedeks orden. Denne præsteorden skulle gå over i en anden, eller afløses af en anden orden.