Disse ord brugte jøderne på sig selv; og fordi Gud havde vist dem så stor velvillig og nåde, bildte de sig selv ind, at han, på trods af deres synder og uretfærdighed, ville bibeholde dem som hans begunstigede folk, og udgyde særlige velsignelser over dem. Dette har været Guds folks fare igennem alle tider; og dette er især faren for dem der lever nær endetiden. Apostlen har citeret os hebræernes vantro, blindhed, oprør og gentagende synder som en advarsel. Paulus skriver tydeligt at "de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet." Hvis Gud i disse sidste farefulde dage, i sin nåde, for at opmuntre personer i ansvarlige stillinger, giver dem et vidnesbyrd om yndest, vil de ofte blive opløfte, og miste deres skrøbelighed og svaghed af syne, og stole på deres egen dømmekraft, bilde dem selv ind at Gud ikke kan udrette sit store arbejde uden deres særlige hjælp. De stoler på deres egen svaghed og naturlige hjertes tåbelighed. Men Herren vil på sit eget tidspunkt, og på sin egen måde nedgøre disse bedragedes stolthed og tåbelighed, og vise dem deres sande tilstand. Hvis de vil acceptere ydmygheden, og i under bekendelse og oprigtig anger, vende sig til Herren, udvikle hellighed i Gudsfrygt, vil han fornye sin kærlighed mod dem. Men hvis de lukker deres øjne over for deres egne synder, ligesom jøderne gjorde, og vælger deres egne veje, vil Herren give dem op til sindes blindhed, og hjertes hårdhed, og de kan ikke se Guds Ånds ting.