Selv den ydmyge Moses havde han fristet til at tiltage sig selv den ære som tilkom Gud. David og Salomon, som var blevet særligt velsignet af Gud, havde han lokket til at synde og til at pådrage sig Guds mishag ved hjælp af appetitten og lidenskaben. Og han triumferede over, at han nok skulle klare at forhindre Guds plan til frelse for menneskene ved Jesus Kristus. Efter Satans ordning, udsatte han Kristus for mangfoldige fristelser. Kristus fik ikke mad i fyrre dage, som mange dage som Israels børn strejfede i ørknen. Moses måtte ved særlige anledninger undvære mad. Men han følte ikke sultsmerte. Han blev ikke chikaneret og tortuereret af en listig og alligevel kraftfuld fjende. Moses blev ophøjet over mennesket, og omgivet af Guds herlighed, og blev særlig støttet af Gud. På en speciel måde blev han styrket ved Guds herlighed som omgav ham.