Kristus blev ydmyget ved at påtage sig menneskeskikkelse, og i en tid, i denne frygtelige trængselsperiode med Satan, blev han efterladt alene for at hamles med den frygtelige fjende. Kristi menneskenatur udholdt sultens smerter. Da han var udtæret og led, kom Satan til ham med et lysdække, som en lysets engel fra herlighed, håbede på at bedrage og omsnære Guds søn, som han betragtede som sin rival. Satan ræsonnerede således med Kristus: Hvis de ord der blev sagt efter hans dåb virkelig var Guds ord, at han var Guds Søn, behøvede han ikke at bære sultfornemmelse; han kunne bevise sin guddommelighed ved at vise sin kraft og forandre den golde ørkens sten til brød: ”Hvis du er Guds Søn, så befal at disse sten skal blive til brød.” Satan erklærede at hvis han ville gøre dette, ville han ikke længere modsætte sin myndighed; men overlade ham den ubestridte ret at regere verden. Kristus imødekommer skriftsted med skriftsted, ved at citere Moses ord: ”Mennesket skal ikke leve af brød alene; men af ethvert ord der udgår fra Guds mund.” Han fortalte Satan at for at forlænge livet, var lydighed mod Gud krav vigtigere end timelig mad. Skulle man, i mindste grad, afvige fra Guds hensigter, ville de blive værre end sult og død. Efter dette nederlag, prøver Satan en ny list. For at lægge sin magt for dagen førte Satan Jesus til Jerusalem og stillede ham på helligdommens tinde, hvor han fristede ham til at kaste sig ned fra den svimlende højde for derved at bevise, at han var Guds søn. Satan fremholdt de inspirerede ord: "Der er skrevet: Han skal give sine engle befaling om dig, og de skal bære dig på hænder, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten." Jesus svarede og sagde til ham: "Der er sagt: Du må ikke friste Herren din Gud."