Kristus prædikede i deres synagoger udover Galilæa, helbredte de syge, uddrev djævle, trøstede de forpinte og hjalp de fortvivlede. Medens mange bar de syges byrder, pressede sig igennem skarentil Kristus, for at han kunne helbrede dem, var der en usædvanlig tumult blandt folk. Den trængende skare banede vej, og faldt tilbage. En spedalsk, som var det mest modbydelige syn, banede sin vej til Kristus. Nogle ville vende ham bort fra at nærme sig Jesus, da de var bange for at folk ville blive smittet. Men han var som én der hverken kunne se eller høre dem. Der kom væmmelse fra manges læber, bevægede ham ikke eller vendte ham fra hans kurs. Men han havde kun et mål for øje. Hans øjne så kun på Guds guddommelige Søn. Hans øre hørte ikke andet end den røst der talte sundhed og livslykke for de dårligt stillede og lidende. Da han kom frem til Jesus, kunne hans indesluttede følelser, som har været i håbløs fortvivlelse og pine nu komme som en håbets lysstråle der lyse op i hans frygtelige mørke. Han græd skærende råb til Kristus for medynk og barmhjertighed. Han har været afskyet af sine medmennesker. Han har været adskilt fra sin familie, og blev bejammeret af dem, som om han var mere end død. Hans sag blev erklæret for uhelbredelig. I den største ydmyghed, udstrakte han sin fortærede, døende og alligevel levende og åndende krop for Hans fødder, som kunne redde ham. Hans alvorlige råb til Kristus var: Hvis du vil, kan du frelse mig – jeg som er fordærvet og modbydelig som jeg er. Du kan gøre mig ren. ”Og Jesus, bevæget af medlidenhed, rakte sin hånd og rørte ved ham og sagde til ham: Jeg vil, bliv ren.” Den ivrige skare mistede nu deres rædsel igen, og vovede atter at drage nær til Jesus, og se denne nye og forunderlige manifestation af hans kraft. Men ikke så snart at Jesus havde sagt et livgivende ord i kraft, blev den halvdøde forrådnede krop ændret til sunde friske og følsomme nerver, og faste muskler. Folk var vidne til denne forvandling med usigelig forbavselse og æresfrygt.