“Så kom han til Nazaret, hvor han var vokset op. Og på sabbatsdagen gik han efter sin sædvane ind i synagogen. Og han stod op for at forelæse, og man gav ham profeten Esajas' bog, og da han åbnede bogen, fandt han det sted, hvor der stod skrevet: »Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed« og udråbe et nådeår fra Herren.« Så lukkede han bogen og gav tjeneren den tilbage og satte, sig; og alles øjne i synagogen var spændt rettede mod ham. Da begyndte han med at sige til dem: »I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse.« Og alle gav de ham deres bifald, og de undrede sig over de livsalige ord, som udgik af hans mund. Da sagde de: »Er det ikke Josefs søn?« Men han sagde til dem: »I vil sikkert bruge det ordsprog om mig: »Læge, læg dig selv!« vi har hørt om de store ting, som er sket i Kapernaum; gør også sådanne her i din fædreneby.« Men han sagde: »Sandelig siger jeg eder: ingen profet er anerkendt i sin fædreneby. Og jeg siger eder, som sandt er: I Israel var der mange enker i Elias' dage, dengang himmelen var lukket i tre år og seks måneder, så der kom en stor hungersnød i hele landet; dog til ingen af dem blev Elias sendt, men derimod til en enke i Zarepta i Zidons land. Og i Israel var der mange spedalske på profeten Elisas tid, og ingen af dem blev renset, men derimod syreren Na'aman.« Da de, der var i synagogen, hørte det, blev de alle fulde af harme, og de stod op og drev ham ud af byen og førte ham hen til randen af det bjerg, (deres by var bygget på); der ville de styrte ham ned. Men han gik sin vej midt imellem dem og drog bort.”