Folks opmærksomhed blev rettet mod Kristus. Forsamlingens øjne blev fæstnet imod ham, da han sagde at denne profeti var opfyldt i ham. Den myndighed, værdighed og kraft der fulgte hans ord, tyllebandt dem. Den visdom der blev udvis, kraft og udtryksfulde måde at tale på, fangede forsamlingen, og deres hjerter blev berørt af en kraft de aldrig havde erfaret før. De bevidnede hans ord med glædesråb, og brændende reaktion. Jesus stod selv som den levende og guddommelige fortolker af profetens ord om ham selv. Han påberåbte sig Messiasskabet, som profeterne ventede og længes efter at høre, og se, men blev sat under dødens herredømme, uden deres forventninger blev indfriet. Folkets forbavselse var stor. De mærkede en overbevisende kraft, idet hans ord faldt i deres ører. Deres hjerter blev oprørt, deres interesse vækket op. Men Satan sov ikke. Han var tilstede for at antyde tvivl og vantro. Mange havde set Jesus i hans ydmyge og uhøjtidelige liv. Hans hjem var blandt jordens fattige og simple. Han var tømmermandens søn, arbejdet med sin faders Josefs håndværk. Han havde ikke gjort krav på skille sig ud eller være stor. Jøderne forventede én med magt, med ære og herlighed. Deres hjerters sprog var: Dette kan ikke være den mand som skal være Israels Genløser. De hviskede til hinanden: ”Er det ikke Josefs søn? Og er hans moder og brødre ikke blandt os? Har han ikke arbejdet årevis med tømmerhåndværket?