Tjenerne havde hørt Jesu ord i templet; de have følt den underfulde indflydelse, som udgik fra ham, og deres hjerte blev besynderlig berørt deraf, og de følte sig hendragede til ham, hvem de havde befaling til at gribe som en forbryder. De var ikke i stand til at udføre det hverv, som præsterne og de ældste havde overdraget dem. De havde ikke mod til at lægge hænder på den hellige person, der stod for dem, hvis ansigt lyste af himmelsk glans, idet han forkyndte frelsens ord. Da de undskyldte sig, fordi de ikke havde adlydt præsternes befaling, og sagde: "Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler," blev farisæerne forbitrede over, at endog lovens håndlangere skulle komme under denne galilæiske bondes indflydelse, og råbte med vrede:—