Dette var begyndelsen til at nyt liv for denne fristede, faldne sjæl, et liv i hellighed og fred, ofret til Herrens tjeneste. Idet Jesus løste denne kvinde op til et dydigt liv, udførte han en større gerning, end da han helbredte den mest ondartede sygdom. Han helbredte sjælens sygdom, som bringer evig død. Denne angergivne kvinde blev en af Jesu oprigtige venner. Hun gengældte hans medlidenhed og tilgivelse med selvopofrende kærlighed og hengivenhed. Da hun siden efter stod dybt bedrøvet ved korsets fod og så sin herres dødskamp og hørte hans smertefulde råb, gennemboredes hendes hjerte på nyt; thi hun vidste, at dette offer skete på grund af synden. Det ansvar, hun havde pådraget sig, idet hun ved sin store synd havde bidraget denne smerte over Guds Søn, syntes i sandhed stort. Hun følte, at de kvaler, som gennemtrængte Frelserens legeme, var for hende; blodet som flød af hans sår, flød for at udslette hendes synd. De suk, som undslap hans døende læber, forårsagedes ved hendes overtrædelse. Hendes hjerte blødte af sorg, som overgår al beskrivelse, og hun følte, at et liv fuldt af selvfornægtelse blot ville være en ringe betaling for det evige livs gave, som Jesus så uendelig dyrt havde købt til hende.