Det var ubegribeligt for Satans selviske sjæl at der kunne eksistere godgørenhed og så stor kærlighed for den bedragede slægt så at Himlens Fyrste forlod sit hjem og kom til en verden, ødelagt af synd og brændte sig på forbandelsen. Han kendte til evige rigdommes uvurderlige værdi, som mennesker ikke havde. Han havde erfaret den rene tilfredshed, fred og ophøjet hellighed af ublandet glæde fra den himmelske bolig. Før hans oprør indså han tilfredsheden ved Guds fulde anerkendelse. Tidligere havde han en fuld påskønnelse af den herlighed som indhyllede Faderen, og vidste at der ikke var grænser for hans magt.