En pludselig tavshed kom over disciplene. De sagde ikke et ord. endog den heftige Peter forsøgte ikke at udtrykke den dybe ærefrygt, som fyldte hans hjerte. De andre både, som havde fulgt Jesus, havde været i samme fare som disciplenes. Frygt og fortvivlelse havde til sidst grebet folket, som var i den. Men Jesu ord bragte ro, hvor der for kort tid siden var så stor forstyrrelse. Al frygt var stillet; thi faren var overstået. Stormen havde drevet bådene nær sammen, og alle, som var ombord, så Jesu undergerning. Under den tavshed, som fulgte efter stormen, hviskede de til hverandre: "Hvem er dog han, siden både storm og sø lyder ham?" De, som var vidne til denne gribende scene, glemte den aldrig, og Guds børn vil altid med ærefrygt betragte denne undergerning, som så herlig åbenbarede Jesu majestæt.