Da de forfærdede disciple så uhøflig vækkede Frelseren, frygtede han ikke for sig selv; men det bedrøvede ham, at hans disciple havde mistillid til ham i farens stund. Han irettesatte dem for deres frygt, som åbenbarede deres vantro. De skulle have vækket ham ved farens udbrud, så ville han have borttaget deres bekymring. Men i sine bestræbelser for at frelse sig selv glemte de, at Jesus var i båden. Hvor mange der er, som under livets prøver, under bekymring og fare kæmper alene mod modgangens storm og glemmer, at der er en, som kan hjælpe dem! De forlader sig på deres egen styrke og dygtighed, indtil de, tvivlrådige og modløse, erindrer Jesus og kalder ymygt på ham, at han må frelse dem. Og selv om han med sorg irettesætter dem for deres vantro og selvtillid, så undlader han dog aldrig at høre deres oprigtige råb, han hjælper dem altid i nøden.