Disse egnnyttige mennesker bekymrede sig intet om, at de to ulykkelige mænd nu var fri, og at de sad rolige og forstandige ved Jesu fødder og lyttede til hans undervisning, opfyldte af taknemmelighed og pris til ham, som havde helbredt dem. De tænkte blot på den ejendom, de havde mistet, og de frygtede for, at endnu større ulykke kunne komme over dem, dersom denne fremmede vedblev at opholde sig iblandt dem. Der blev stor forfærdelse fjern og nær. Borgerne frygtede for at blive ruinerede. En stor mængde kom til Jesus og beklagede sig over de store tab, de havde lidt, og de bad ham om at forlade deres egne. De så med ligegyldighed på de besatte, som var blevet helbredte, og som samtalede forstandig med Jesus. De kendte dem meget godt; thi de havde længe været en skræk for alle folk. men disse mænds underfulde helbredelse syntes mindre vigtig for dem end deres egen interesse. De var meget forskrækkede over deres tab, og udsigten til, at Jesus ville blive iblandt dem, fyldte dem med bange anelser. De bønfaldt ham om, at han ville drage bort fra deres egne. Frelseren opfyldt deres forlangende. Han steg straks i skibet med sine disciple og overlod dem til deres vantro og gerrighed.