Da Jarius hørte disse håbefulde ord, trængte han sig nær til Jesus, og de skyndte sig hjem til hans hus. Frelseren tillod ikke, at nogen kom med ham ind i værelset, hvor det døde barn lå, undtagen nogle af hans fortroligste disciple med forældrene. De personer, som sørgede, viste stor bedrøvelse; men han irettesatte dem og sagde: "Græd ikke! hun er ikke død, hun sover." De kvinder som i overensstemmelse med landets skik var lejede til at vise udvortes sorg, blev fortryllede over den simple fremmedes bemærkning, og de spurgte, hvad ret han havde til at befale dem at høre op med deres veklager over den døde og at påstå, at pigen endnu levede. De havde set, hvorledes døden havde forvandlet det levende barn til en skikkelse, som var uden bevidsthed, og hvori pulsen fuldstændig var ophørt at slå. De lo ad Jesu ord med foragt, idet de forlod værelset på hans bud. Frelseren nærmede sig sengen, ledsaget af barnets fader og moder tilligemed Peter, Jakob og Johannes. Han tog pigens hånd i sin og talte i det velbekendte sprog, som hendes forældre brugte, disse ord: "Pige, stå op!"