Menneskene må atter udrette den gerning, som det er muligt for dem at gøre. Jordeklæderne, som bærer mærke af forrådnelse, bortfjernes, og Lazarus står for dem, ikke som en, der er udtæret af sygdom eller med svage, vaklende lemmer, men som en mand i livets bedste alder og i sin ædle manddoms styrke. Hans øjne stråler af forstand og kærlighed til Frelseren, Han bøjer sig for Jesu fødder og ophøjer ham. Stum forbavselse griber alle de tilstedeværende; men derpå følger en ubeskrivelig scene fuld af fryd og taksigelse. Søstrene får sin broder tilbage igen til livet som en Guds gave, og med glædestårer og afbrudte ord fremfører de deres tak til Frelseren. Men medens broderen og søstrene og vennerne glæder sig ved atter at være forenede, unddrager Jesus sig fra dette rørende skue, og da de ser sig efter Livgiveren, er han intetsteds af finde.