Efter to dages forløb foreslog Jesus at gå til Judæa; men hans disciple søgte at hindre ham derfra. De mindede ham om, hvilken hån havde været udsat for, da han sidst var der. De sagde: Rabbi! Nylig søgte jøderne at stene dig, og dog drager du igen derhen." Jesus fortalte dem derpå, at han måtte gå; thi Lazarus var død, og tilføjede: "Og for jeres skyld, for at I må komme til tro, er jeg glad over, at jeg ikke var der." Jesus ventede ikke at hjælpe Lazarus, fordi han ikke interesserede sig for den bedrøvede familie. Men han ønskede at benytte denne sørgelige begivenhed, Lazarus' død, som en anledning til at give et uimodståeligt bevis på sin guddommelige magt og at styrke disciplens tro, så at de ville blive uadskilligt forenede med ham. Nogle af dem tvivlede allerede og tænkte, om de ikke muligvis havde taget fejl af beviserne for hans guddommelige magt. Dersom han virkelig var Kristus, hvorfor havde han da ikke frelst Lazarus, som han elskede? Jesus besluttede at udføre et herligt mirakel, som kunne overbevise om, at han var verdens Frelser.