Men Jesu ord ved denne anledning kunne ikke misforståes. Han skulle leve som en ringe, hjemløs fremmed og dø som en forbryder. Sorg nedtrykkede deres hjerte; thi de elskede deres Mester. Men tvivl plagede dem; thi det syntes ubegribeligt for dem, at Guds Søn skulle blive genstand for en så grusom fornedrelse. De kunne ikke forstå, hvorfor han af egen fri vilje skulle gå op til Jerusalem for at blive behandlet således, som han fortalte dem, at det ville ske. De var dybt bedrøvede over, at han skulle hengive sig selv til en så grusom død og forlade dem i større mørke, end de var i, før han åbenbarede sig for dem. De tænkte på, at de med magt ville føre ham til et sted, hvor han var fri for fare. Men de turde ikke forsøge det; thi han havde ofte forkastet alle sådanne planer som forslag fra Satan. Midt i deres sorg kunne de dog ikke undlade engang imellem at trøste sig selv med, at en eller anden uventet begivenhed ville afværge den forfærdelige skæbne, som ventede deres Herre. Således sørgede og tvivlede, håbede og frygtede de i seks lange, mørke dage.