I samme time stod de, som plejede barnet, omkring dets leje og ventede på, at det skulle dø. Det legeme, som havde været kraftigt og skønt i ungdommelig ynde, var nu hentæret og svagt. De hule kinder brændte af feber. Pludselig forlod feberen ham. Has øjne blev klare og forstandige, hans tankekraft blev oplivet, og sundhed og styrke kom tilbage til legemet. Feberen havde forladt ham på den hedeste tid af dagen. Tjenerne ser på denne forandring med forbavselse; de kalder familien sammen, og der er stor glæde, Ingen levning af sygdommen er tilbage hos barnet; den tørre, brændende hud er blevet blød og naturlig, og han falder i en rolig og velgørende søvn.