De betænkte ikke, at dersom livet nødvendige pligter var synd, så var de ligeså skyldige, når de antog andre til at udføre dem, som når de selv gjorde det. De mente, at frelsen var indskrænket til jøderne alene, og alle andre menneskers tilstand til jøderne alene og at alle andre menneskers tilstand var aldeles håbløs og hverken kunne forbedres eller gøres værre. Men den retfærdige Gud har ikke givet noget bud, som ikke kan holdes på en fornuftig måde af alle. Hans lov påbyder ingen betydningsløse skikke eller utidige indskrænkninger.