Den ydmyge nazaræer vidner om sin herlighed. Han hæver sig over det menneskelige, bortvejer den synd og skam, som man vil påføre ham, og åbenbarer sig som Guds Søn, Lige med verdensaltet skaber og som den, hvem englene ærede. Jødernes ældste og mængden forbavsedes over disse ophøjede sandheder og den høje værdighed, hvormed han fremtrådte. Intet menneske havde nogensinde talet sådanne ord eller fremstillet sig selv med en sådan kongelig majestæt. Hans vidnesbyrd var klare og enkle var blot med stor anstrengelse, erklærede fuldt ud hans missions og pligt for verden. “Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har han overladt Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, som har sendt ham. Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Sandelig, sandelig siger jeg eder: den time kommer, ja, er nu, da de døde skal høre Guds Søns røst, og de, som hører den, skal leve. Thi ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn.”