De er visse på, at han var livets fyrste, jødernes lovede frelser. De ser, at han ikke bestræber sig for at vinde folkets gunst. I denne henseende er han meget forskellig fra ypperstepræsterne og de ældste, som var meget begærlige efter at få ære stillinger og menneskelig ros. De frygter for, at han aldrig vil gøre krav på deres ret som Israels konge og indtage sin plads på Davids trone i Jerusalem. Men de beslutter, at de vil udføre det for ham, som han ikke selv kan gøre. De behøver ikke noget større bevis på hans guddommelige magt og vil heller ikke vente længere på flere beviser. De rådslår ganske rolig blandt sig selv indbyrdes og bliver enige om at tage ham med magt og bære ham på deres skuldre og udråbe ham til konge i Israel. Disciplene er enige med folket om, at deres Mester er retmæssige arving til Davids trone. Lad nu de indbildske præster og øverste blive hans ydmyge og tvungne til at ære ham, som er kommet fra Gud, ham, som har guddommelig myndighed! De begynder at lægge planer om, hvorledes de bedst kan udføre deres hensigt. Men Jesus lægger mærke til deres planer og ved, at dersom de bliver udført, så vil de fuldstændig omstyrte det værk, han var kommet for at udføre, og gøre ende på hans undervisning og hans barmhjertigheds-gerninger.