Frelseren vidste, at hans dage til at virke for menneskene på jorden var talte. Han, som læste menneskenes hjerter, vidste, at forholdsvis få ville modtage ham som deres Frelser og erkende, at de var fortabte uden hans guddommelige hjælp. Jøderne forkastede den hjælp, som Gud havde sendt for at frelse dem fra den evige fortabelse. De omgav sig selv med lænker, der bandt dem i håbløst mørke. De førte Guds vrede over sig selv ved deres blinde og hårdnakkede ondskab. Derfor sørgede Jesus og opsendte sine bønner med tårer og stærke råb for sit fejlende folk, som foragtede hans kærlighed, der skulle beskytte dem, og hans barmhjertighed, der skulle frelse dem fra de ulykkelige følger af deres synder. Jesus føler sig dybt bevæget og rystet, idet han med smerte betænker den dom, som snart skal overgå det folk, han var kommet for at frelse. Ved enhver prøve og vanskelighed gik Jesus til sin himmelske Fader for at få hjælp, og når han således søgte Gud i løndom, blev han styrket til den gerning, som han skulle udføre. De kristne bør følge deres Frelsers eksempel og søge i bøn at få den styrke, som kan gøre dem skikkede til at udholde livets prøver og udføre dets pligter. Bøn er den kristnes forsvar; den bevarer hans dyd og oprigtighed.