Til sidst svandt dagen bort, og solen sank ned i vest; men folket blev tilbage. Mange havde rejst flere mil for at høre Jesu ord og havde ikke spist noget hele dagen. Mesteren havde arbejdet hele tiden uden at spise eller hvile sig, og disciplene bad ham om, at han ville hvile fra sit arbejde og nyde nogle forfriskninger; thi de så, at han var bleg af hunger og træthed. Da deres bønner intet hjalp, rådslog de med hverandre, om det ikke var bedste med magt at føre ham bort fra den ivrige mængde, da de frygtede for, at han kunne dø af udmattelse. Peter og Johannes tog derfor deres kære Mester under armene og søgte venlig at drage ham bort; men han unddrog sig fra at gå med dem. Hans værk var vigtigst; enhver, som bad om hjælp, syntes, at han trængte mest til at blive hjulpet. Skaren trænger sig omkring Frelseren; de trykker ham frem og tilbage og tramper på hverandre i deres bestræbelser for at komme nær ham.