De tænkte, at det måtte være en ånd, som varslede deres øjeblikkelige undergang. Jesus vedblev rolig at gå, som om han ville gå forbi dem; men de genkendte hans skikkelse og følte, at han ikke ville forlade dem i deres nød. De råber højt og beder om hans hjælp. Skikkelsen vender sig - det er deres kære Mester, hvis velkendte stemme taler og stiller deres frygt: "Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!" Ord har ikke før været mere kærkomne eller mere trøstefulde end disse. Disciplene var stumme af glæde. Deres frygt var forsvundet og stormen glemt. De hilser Jesus som deres Befrier. |