Idet Peter vendte sine øjne bort fra Jesus, faldt hans blik på de larmende bølger, som truede med at opsluge ham. Deres larm opfyldte hans øre, hans hoved svimlede, og han tabte modet. Idet han synder, genvinder ham sin fatning til at erindre, at der er en nær ved ham, som Kan frelse ham. Han udstrækker sine arme mod Jesus og råber "Herre, frels mig!" den medlidende frelser griber de skælvende hænder, som var udstrakte mod ham, og løfter den synkende skikkelse op ved siden af sig. Hans venlige ansigt og stærke arme er aldrig bortvendt fra de bedende hænder, som udstrækkes mod ham for at få nåde. Peter klynger sig til Herren med ydmyg tillid, medens Jesus mildt irettesætter ham: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?"