Den skælvende disciple klynger sig nu fast til Mesterens hånd, indtil de begge stiger trygt i båden og sætter sig ned blandt deres glade venner. Men Peter var tavs og tankefuld. Han havde ingen grund til at rose sig overfor sine medbrødre; thi han havde nær mistet livet ved sin indbildskhed og vantro. Da han vendte sine øjne bort fra Jesus for at se, hvorledes de andre disciple beundrede ham, tabte han sin vejleder af syne, og frygt overfaldt ham. Således er det også i den kristnes liv. Intet uden et øje, som er stadig henvendt på Frelseren, kan sætte os i stand til at vandre på verdens stormfulde hav. Så snart Jesus havde sat sig i båden, var den ved land. Stormen havde ophørt, og nattens forfærdelse blev afløst af morgenens lys. disciplene og andre, som var med dem i båden, bøjede sig for Jesu fødder med taknemmelige hjerter og sagde: "Du er sandelig Guds Søn."