Den syge var rig; men rigdom kunne ikke fri hans sjæl fra synd eller bortfjerne sygdom fra hans legeme. Guds ånd drog ham til den synders ven, som alene kunne hjælpe ham. Jesus erkender den tro, som viser sig ved den syge mands bestræbelser for under så store vanskeligheder drage nær til sin herre, og han opløfter sin milde røst og siger til ham: "Vær frimodig, søn, dine synder forlades dig." Mørke og fortvivlelse svandt bort fra den syges sjæl. Guds kærlighed bragte syndsforladelse og fuldkommen fred til hans hjerte, og den lyste af hans åsyn. Den legemlige smerte er forsvundet, og han er aldeles forvandlet for den forbavsede mængdes øjne. Den hjælpeløse lamme er helbredt, og al hans skyld og synd er tilgivet. Han har nu fået det vidnesbyrd om Guds nåde, som han så meget ønskede. Dog var det ikke her, min i hans eget hjem, hvor han havde angret sin synd og troet på Jesu kraft til at helbrede ham, at Frelserens livgivende nåde først havde velsignet hans længselsfulde hjerte.