Den lammes enfoldige tro tog imod Mesterens ord som noget, der gav ham nyt liv. Han forlangte ikke mere, han gjorde ingen støj, men forblev tavs i følelsen af sin lykke. Han kunne ikke udtrykke sin glæde med ord. Himlens lys oplyste hans ansigt, og folket så det, som skete med ærefrygt. Kristus fremtrådte med en rolig majestæt, der hævede ham over synagogens øverster og lovlærere. Farisæerne, de skriftkloge og lovkyndige havde ventet med længsel på at se, hvorledes Jesus ville bære sig ad i dette tilfælde. De erindrede, at de syge havde henvendt sig til dem for at få hjælp, og de havde unddraget sig på grund af deres embedes hellighed og undladt at give ham den mindste opmuntring. De havde endog vist sig fortrædelige, fordi han besværede dem med en så ubehagelig sag. De havde betragtet hans hentærrede legeme med gru og sagt: Vi kan ikke oprejse nogen fra de døde; han er jo allerede sin opløsning nær.