Han havde for lang tid siden henvendt sig til farisæerne og lægerne og søgt at opvække deres medlidenhed i håb om, at de kunne gøre noget for at lindre hans besværede sind og lidende legeme; men de betragtede ham med ligegyldighed og erklærede, at hans sygdom var ulægelig. De havde forøget hans smerter, idet de fortalte ham, at hans lidelser var blot en retfærdig straf, som Gud lod komme over ham for hans dårlige opførsel. Det var farisæernes skik at holde sig borte fra de syge og trængende. De påstod at sygdom og elendighed altid var et bevis på Guds vrede mod overtrædere. Men disse mennesker, der ophøjede sig selv som hellige og som sådanne, der kunne glæde sig ved Guds nåde, var ofte mere fordærvede i hjerte og liv end de stakkels lidende, som de fordømte.