Farisæerne blev tvunget til at høre op med deres bestræbelser for at stille mængdens begejstring. Alle deres anstrengelser tjente blot til at forøge mængdens nidkærhed. Verden havde aldrig før set et sådant triumftog; det lignede ikke en jordisk berømt sejrherres. Ingen skarer af bedrøvede fanger udgjorde en del af det ærefrygtindgydende tog som tegn på tapperhed. men omkring Frelseren så man de herligste sejrstegn på hans kærlige virksomhed for syndige mennesker; der var fanger, som han havde frelst fra Satans grusomme magt, og de priste Gud for hans frelse. De blinde, som han havde gengivet sit syn, trængte frem forrest i skaren. De stumme, hvis tunge han havde løst, råbte allerhøjest hosianna. De lamme, som han havde helbredt, sprang omkring og var mest virksomme med at brække palmegrene af og bevæge dem foran Frelseren. Enker og faderløse var blandt mængden og ophøjede Jesu navn og hans nådige gerninger for dem. De spedalske, som var blevet renset ved hans ord og frelste fra en levende død, udbredte nu sine ubesmittede klæder på hans vej og hilste ham som herlighedens konge. De, som var blevet opvakte fra dødens søvn ved hans underfulde røst, var med i skaren. Lazarus, hvis legeme havde set forrådnelse i graven, og som atter havde fået sin herlige manddoms fulde styrke, ledede det ringe dyr, som hans befrier sad på.