Jesus valgte et føl, som aldrig noget menneske havde siddet på. Disciplene udbredte med glæde sine klæder på føllet og satte deres Mester på det. Aldrig så snart havde han sat sig på føllet, før høje glædesråb fyldte luften, og mængden hilsede ham som Messias, deres konge. Jesus modtog nu den hyldest, som han aldrig før havde tilladt dem at bringe, og hans disciple betragtede dette som et bevis på, at deres glade forventninger nu skulle opfyldes, og at han ville blive anerkendt som Israels konge i Jerusalem. Alle var glade og henrykte, og den ene søgte at overgå den anden i at ære ham. De kunne ikke fremføre nogen udvortes pragt og herlighed; men de skænkede ham deres lykkelige hjertes tilbedelse. De var ikke i stand til at give ham kostelige gaver; men de bredte deres yderklæder som et tæppe for ham, og de strøede også løvrige grene af olie- og palme træerne på vejen. De havde ingen kongelige faner, som de kunne bære i spidsen for det højtidelige tog; men de afhuggede de skønne palmegrene, naturens sejrstegn, og svingede dem højt, medens deres glade hosiannaråb opfyldte luften.