Denne dag, der forekom disciplene som den herligste dag i hele deres liv, ville være blevet fordunklet af mørke skyer, dersom de havde vidst, at denne glædelige begivenhed blot var et forspil til deres Mesters lidelse og død. Selvom han gentagne gange havde sagt dem rent ud, at han skulle ofres, så glemte de dog hans sørgmodige ord under den nærværende sejrsglæde og så fremad til hans herlige regering på Davids trone. Flere og flere forende sig hele tiden med folketoget, og med få undtagelser blev alle henrevet af øjeblikkets begejstring og hjalp til at råbe hosianna. Deres råb vedblev hele tiden at genlyde fra høj til høj og dal til dal: "Hosianna Davids søn! velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Hosianna i det højeste!" Det så ud, som alle i den store skare søgte at overgå hverandre i at opfylde profetens ord.