Ethvert menneskeligt foretagende er ubetydeligt sammenlignet med, at Gud sendte sin Søn til verden. Hvilken glæde det var for disciplene at vandre og tale med himlens majestæt! Salige var de, som havde fredens fyrste iblandt sig, der daglig bragte dem nye nådesbevisninger og nye velsignelser! Hvorfor skulle de sørge og faste? Det sømmede sig bedre for dem at faste, som forkastede Frelseren, lukkede deres øjne og øren for hans guddommelige lære og vendte sig bort fra den fred og glæde, som den evige sandhed og kærlighed bragte dem. Guds gave blev dem betroet en kort tid; men de foragtede den og valgte hellere trældom og mørke end den frihed og det lys, som Kristus bragte.