Mængden blev forbavset over hans lære, der var så forskellig fra de skriftkloges og farisæernes lære og eksempel. Folket havde indsuget den idé fra dem, at lykke bestod i at besidde denne verdens ting, og at det, man mest skulle stræbe efter, var berømmelse og menneskelig ære. Det var så behageligt for dem at blive kaldt rabbi og blive berømt som vise og meget religiøse mennesker, hvis dyder blev offentlig omtalt. Dette anså man for den højeste lykke. Men Jesus erklærede for den forsamlede mængde, at jordisk vinding og ære var al den løn, sådanne mennesker nogensinde ville få. Jesus talte med bestemthed, og en overbevisende kraft ledsagede hans ord. Folket var tavs, og der kom en frygt over dem. De så tvivlsomme på hverandre. Hvem af dem kunne blive frelst, dersom denne mands lære var sand? Mange blev dybt overbeviste om, at Guds ånd talte gennem denne mærkelige lærer, og at de grundsætninger, han fremførte, var guddommelige.