Jesus havde nu blot en kort tid, hvori han kunne trøste og undervise den lille skare, som fulgte ham. Hans sidste ord til dem var fulde af medlidenhed og sandhed. Disse sidste øjeblikke, som disciplene tilbragte med sin elskede Mester, var meget dyrebare for dem. Ligesom en indviet ypperstepræst udøste han nu sin sjæls tanker for Faderen og fremførte en bøn for sin menighed, en sådan bøn, som englene aldrig før havde hørt. Denne bøn var dyb og fuld, bred som jorden og nåede højere end himlen. Med sine menneskelige arme omfavnede Kristus Adams børn, og med sin stærke, guddommelige arm omfavnede han den eviges trone. Således forbandt han jorden med himlen, det dødelige menneske med den udødelige Gud.