Atter blev Guds Søn grebet af en overmenneskelig døds smerte og gik udmattet med vaklende skridt tilbage til det sted, hvor han tidligere havde kæmpet. Han bøjede sig atter mod jorden; hans lidelser var endnu større end første gang. Cypresserne og palmetræerne var de tavse vidner til hans smerte. Tunge dugdråber faldt fra de bladrige grene på hans skælvende skikkelse, som om naturen græd over sin Skaber, der kæmpede alene mod mørkets magter.