Kort før havde Jesus stået som et mægtigt cedertræ, der havde udholdt al den modstands storm, som rasede imod ham. Hårdnakkede mennesker med hjerter fulde af ondskab og list forsøgte forgæves at forvirre og overvælde ham - han stod i guddommelig majestæt som Guds Søn. Men nu var han som et knust rør, der bøjes og nedslået af den oprørte storm. Nogle få timer tidligere havde han udøst sin sjæl for sine disciple med dyrebare ord, som viste, at han var ét med Faderen, og overgav den menighed, som han havde udvalgt, i hans arme som den, der var iklædt med guddommelig myndighed. Nu lød blot dæmpede råb af sjæleangst fra ham. og han klyngede sig til den kolde jord, som om det kunne bringe ham lindring.