Han gik et lille stykke fra sine disciple, dog ikke længere, end at de både kunne se og høre ham, og faldt ned på sit ansigt mod den kolde jord. Han blev overvældet af en forfærdelig frygt for, at Gud ville unddrage sin nærværelse fra ham. Han følte, at han var nær ved at blive adskilt fra sin Fader ved en afgrund af synd, der var så bred, så dyb, at hans ånd skælvede for den. Han klyngede sig krampagtig til den kolde, følelsesløse jord, som om han søgte at undgå at blive draget endnu længere bort fra Gud. Nattens kolde dug faldt på hans nedbøjede legeme; men Genløseren lagde ikke mærke til det. Fra hans blege skælvende læber lød det bitre råb: "Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, men som du vil."