Medens Frelseren således led, var disciplene i begyndelsen meget besværede over at se deres Mester, der ellers var så rolig og ophøjet, kæmpe med en sorg, som overgik al beskrivelse; men de var trætte og faldt i søvn og lod ham kæmpe alene med døden. Efter en times tid følte Jesus trang til menneskelig medfølelse. Han stod op med en smertefuld anstrengelse og gik vaklende til det sted, hvor han havde forladt sine ledsagere; men intet medfølende ansigt hilste ham efter hans lange kamp - disciplene sov hårdt. Ak, om de havde vidst, at dette var den sidste nat, som de tilbragte med deres elskede Mester, medens han levede som menneske på jorden! Dersom de havde vidst, hvad morgendagen ville bringe dem, så ville de næppe havde givet efter for søvnens magt.