Et øjeblik lyste Kristi guddom gennem hans manddom, som skjulte den, og ypperstepræsten skælvede for Frelserens gennemtrængende blik. Det syntes, som om han læste hans skjulte tanker, og som om dette blik gennemborede hans hjerte, og han glemte aldrig i sit liv det ransagende øjekast, hvormed Guds forfulgte Søn betragtede ham. Denne frivillige bekendelse, hvormed Jesus påstod at være Guds søn, skete på den mest offentlige måde og under de højtideligste ed. Ved de fremstillede han for de tilstedeværende en helt modsat scene end den, som de nu så, da han, livets og herlighedens Herre, skulle sidde ved Guds højre hånd som himlens og jordens øverste dommer, hvis dom ikke kunne forandres. Han fremstillede for dem hin dag, da han skulle komme i himlens skyer med kraft og stor herlighed, ledsaget af englens mange tusinde for at forkynde dom over sine fjender.