Ved disse ord blev Peter heftig vred, og for fuldstændig at bedrage dem, som spurgte ham, og at fastholde det standpunkt, han havde indtaget, fornægtede han atter sin Mester med en ed. Efter at de sørgelige eder netop havde forladt hans læber, og medens hanens gennemtrængende galen endnu lød i hans øre, vendte Frelseren sit ansigt bort fra de strenge dommere og så på sin arme discipel. På samme tid fæstedes Peters øjne uvilkårlig på hans Mester. Han læste i dette venlige ansigt dyb sorg og medlidenhed; men der var ingen vrede.