Peters samvittighed bebrejdede ham. Han kom i hu, hvad han havde lovet; for nogle få timer siden var han villig til at gå i fængsel og i døden for sin herre. Han erindrede sin sorg, da Frelseren fortalte ham i salen, hvor de var forsamlede, at han ville fornægte sin Mester tre gange den samme nat. Peter havde netop erklæret, at han ikke kendte Jesus, og han forstod nu med bitter sorg, hvor godt hans herre kendte ham, og hvor nøje han havde læst alt, som var i hans hjerte, medens han ikke engang selv kendte sit eget hjertes falskhed. Han sukkede dybt i ånden, idet han tænkte på, at hans Mester ikke blot led den bitre fornedrelse af sine fjender, men at han tillige måtte lide vanære af en af sine disciple, som havde forladt ham og nægtet at erkende ham som sin herre i prøvens time.