Kristi blik var fyldt med bekymring for den angergivne Peter. Han forstod, at det indeholder sorg, kærlighed og tilgivelse. Mangfoldige ting steg op i hans tanker; han erindrede Frelserens ømme medlidenhed, hans barmhjertighed og langmodighed, den tålmodighed, hvormed han behandlede sine disciple. Han erindrede, hvorledes Jesus havde advaret ham: "Simon, Simon! se, Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe." Han tænkte med forfærdelse på sin store utaknemmelighed, sin usandhed og sine eder. Han så endnu en gang op på sin Mester og så, hvorledes en vanhellig hånd løftedes op for at slå ham i ansigtet. Ude af stand til længere at udholde alt dette løb han ud af paladset med et sønderknust hjerte.