Medlemmerne af det øverste råd fulgt af mængden ledsagede Jesus til domhuset, hvor den romerske landshøvding Pilatus opholdt sig, for at få en stadfæstelse af den dom, som de havde afsagt. Jødernes præster og øverster kunne ikke selv gå ind i domhuset af frygt for ceremoniel urenhed, hvorved de ville uskikkede til at deltage i påskefesten. For at fordømme Guds hellige Søn var de tvunget til at henvende sig til en, hvis dørtærskel de ikke turde træde over af frygt for at blive besmittet. Blindede af fordom og grusomhed kunne de ikke indse, at deres påskefest var unyttig, eftersom de havde besmittet sin sjæl ved at forkaste Kristus. Den store frelse, som han bragte, blev afbildet ved israelitternes frelse, og denne begivenhed blev ihukommet ved påskefesten. De uskyldige lam, som blev slagtede i ægypten, hvis blod blev stænket på dørstolperne, bevirkede, at den ødelæggende engel gik forbi Israels huse. Det var et billede på Guds rene Lam, hvis fortjeneste alene kan frelse det faldne menneske fra død og fordømmelse. Frelseren havde vist lydighed imod jødernes love og havde iagttaget alle anordninger, som var befalede af Gud. Han havde netop nydt påskelammet set det store forbillede, og han havde forenet Herrens nadvere med påskelammet. Hvor betydningsløst og bespotteligt det derfor måtte være for præsterne, som forfulgte Jesus, at deltage i denne fest.