Pilatus blev forfærdet over disse ord. Han havde ingen rigtig forestilling om Kristus og hans mission; men han havde en utydelig tro på Gud og på væsener, som var ypperligere end menneskene. Den tanke, som tidligere havde berørt hans sind, kom nu klarer frem, og han spurgte sig selv, om det ikke var en guddommelig person, som stod foran ham spotvis klædt i en purpurkappe og kronet med torne og dog med et så ædelt udseende, at det kraftige romer skælvede af ærefrygt, da han så på ham.